28 jun 2013

Mere motion og idræt i kommunerne

Kulturministeriet og Nordea-fonden lancerer i dag initiativet ”Idræt for alle”. Med en pulje på 20 mio. kr. er bolden givet op til, at kommunerne kan tænke nye løsninger og samarbejder, der kan få endnu flere til at dyrke motion og idræt.

Da Kulturministeriet og Nordea-fonden for første gang i 2009 gav 20 mio. kr. til breddeidrætten i syv kommuner, blev der i alt igangsat 66 nye projekter, hvor tusindvis af borgere deltog – og stadig deltager – i nye breddeidrætstilbud.

De gode erfaringer får nu kulturministeren og Nordea-fonden til at iværksætte det treårige landsdækkende initiativ ”Idræt for alle”. Med en pulje på 20 mio. kr. indbydes landets kommuner til at ansøge om at blive breddeidrætskommune i perioden 2014-2016. I dag offentliggøres kriterierne for at være med og få finansieret 50 % af nye idrætstilbud til bl.a. børn og unge. Således vil initiativet styrke breddeidrætten med mindst 40 mio.kr.

Kulturminister Marianne Jelved siger:

”Breddeidrætten udgør en vigtig del af den danske kulturtradition. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan bidrage til mere motion i kommunerne med initiativet ”Idræt for alle”. Kommunerne skal byde ind med sjove og spændende ideer til, hvordan borgerne kan dyrke mere motion og idræt. Jeg glæder mig til at se, hvilke bud, der kommer ind.

Formand for Nordea-fondens bestyrelse Mogens Hugo siger:

”Denne saltvandsindsprøjtning til breddeidrætten skal give endnu flere danskere sved på panden. Fysisk aktivitet er godt både for den enkelte og for samfundet som helhed. Vi håber, at kommunerne har lyst til at spille med og udvikle nye, kreative løsninger, som motiverer endnu flere danskere til at deltage i idrætsfællesskabet.”

Kulturministeriet og Nordea-fonden bidrager hver med 10 mio. kr. Tælles medfinansieringen fra de udvalgte breddeidrætskommuner med, løber den samlede økonomiske indsats op på mindst 40 mio. kr.

Ansøgningerne til ’Idræt for alle’ vil blive vurderet af en nedsat følgegruppe bestående af Torben Frølich, direktør for Lokale- og Anlægsfonden (formand), Bjarne Ibsen, professor på Syddansk Universitet og Else Trangbæk, professor emeritus på Københavns Universitet.

Der er ansøgningsfrist for kommuner 1. oktober 2013

Du kan læse mere om projekterne fra sidste Breddeidrætsprojekt her: http://breddeidraet.nu/projekter/

Yderligere oplysninger

Kontorchef Bente Skovgaard Kristensen
Kulturministeriet, tlf.: 51 88 67 69
Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16

Kommunikationschef Tine Wickers
Nordea-fonden tlf.: 28 40 84 80 / 33 33 57 70

 

Forside – Foto: Aalborg Kommune/Sport2Go

Aabenraa Kommune
Gribskov Kommune
Høje Taastrup Kommune
Roskilde Kommune
Thisted Kommune
Aarhus Kommune
Mariager Fjord Kommune